lørdag den 22. december 2012

22. december 2012

Så blev det den 22. december, og vi har stadig ikke fået noget nyt barnebarn - terminen er forlængst overskredet - men det kommer nok, når tiden er til det. Det bliver nok juleaften - selv om jeg ikke ønsker det. Det må da være træls, at skulle fejre fødselsdag juleaften - det vil være synd for barnet - men lad os nu se, hvad der sker, eller rettere sagt, hvornår det sker

Jeg er ellers ved at være klar til julen - hvis man nogensinde kan sige, at man er det - men så klar, som man  kan blive. Har lige pyntet julekagen, og jeg er tilfreds med resultatet - nu kommer bare det helt spændende, om den smager - men det plejer den, og det gør den helt sikkert også, i år.

Julevinen er kommet på karaffel, og er også klar til Ris-a-la-manden - juleaften. Jo, jo, alt er, som det plejer - næsten.

Juleblomsten - som jeg altid får af min mor - blev til 2 flotte orkideer i år. Else og jeg, så dem forleden aften - da vi gik hjem fra biografen - og vi var begge lige begejstrede, for de flotte blomster - og nu er jeg så den heldige ejer.


Julekagen og julevinen er klar.


mandag den 17. december 2012

Nyt komfur

Tænk sig, at man kan blive så glad for et nyt komfur.

Jeg har glædet mig til, at få mit gamle defekte komfur skiftet, og det blev så i dag, og så lige fra morgenstunden, det var helt perfekt. Keramiske kogeplader og varmluft - tænk sig, at man kan blive så glad for det - mig som har haft både induktionskomfur og ovn med pyrolyse - ja, jeg er godt tilfreds og glad.

Så ringede svigerdatteren, og spurgte om jeg havde lyst til, at køre med hende til Hjørring - hun skulle have byttet noget - og det ville jeg jo gerne - en shoppe-tur er jo altid dejlig. Jeg fik købt en enkelt julegave - plus en rigtig skøn julegave til mig selv.

Vi skulle lige indenom Haungaard Møbler  - bare sådan lidt "sightseeing" - drømme - nyde - ønske - det er sådan noget, man foretager sig i den forretning - men - denne skønne forretning har åbenbart også tilbud - og der lå lige 4 sorte læder overtræk - som passede perfekt til mine slidte, ramponerede, hvide 7'ere.

Dem var jeg simpelthen nødt til at købe, og hold da helt op - en forskel - de er bare så flotte, og jeg mega tilfreds. Glædelig jul til mig selv.

Så det var hele 2 ting på en dag - hvor kan man bare være heldig.

Mit spritnye komfur

Nu med læderovetræk.

torsdag den 13. december 2012

Solopgang i december

Jeg havde lige sat mig på min yndlingsplads, ved vinduet, med udsigt over havet og havnen. Pludselig stod solen op - sikke et lys - det var helt fantastisk og skarpt. Man bliver helt glad.

Den smukke solopgang den 13.12.2012



Den 13. december er det i dag - det bringer minder frem fra 1978 hvor Mette blev født. Jeg blev nemlig indlagt på fødeafdelingen den 13. december, og skulle have fødslen sat igang. Vi var tre, som lå på samme stue, og skulle alle tre "sættes igang" - det gik fint med de to - men ikke med mig. Det blev først dagen efter, og derfor har Mette fødselsdag den 14.12. og ikke den 13.12. som det ellers var bestemt. Sådan kan det sommetider gå.

Nu er det min svigerdatter, som går og venter på at føde sit andet barn - og det kan ikke vare længe nu. Vi er alle meget spændte på at lære den lille pige at kende. Jo, det er spændende.

Der er stadig gang i strikkepindende her hos mig - nu er det små trøjer og huer mm. det drejer sig om, og det er så hyggeligt at strikke små ting.




onsdag den 12. december 2012

En tur i biografen

Jeg har i dag, for første gang i mit liv, været i biografen alene. Det var helt OK - lige bortset fra denne film - Hope Springs den ville nok have været lidt mere hyggelig, hvis man havde været 2.

Jeg mangler ligesom en at grine med - det er ikke helt det samme, at sidde ved siden af to fremmede mænd - men det skal man selvfølgelig bare lade være med at tænke på.

Men jeg har da fundet ud af - at det er ok at gå alene i biografen. Jeg vandt jo det medlemsskab af Biografklub Danmark, og har ikke rigtig kunnet tage mig sammen til at gå alene. Nu er det prøvet og jeg gør det helt sikkert igen - hvis ikke der er nogen som vil med.



Den 12.12.2012


Den 12.12.2012 - det er da vist en meget speciel dag i dag - hørte i radioen, at der her i Vendsyssel er mange som gifter sig  i dag. Det er da også ret forståeligt - det er da en smuk dato, så lad os håbe, at den bringer de mange par stor lykke.

Her hos mig forgår juleforberedelserne i et ret roligt tempo. Heldigvis nåede jeg, at få baby-tæppet færdig, jeg var lidt nervøs for, om jeg nåede det - men nu er det på plads, og endelig bliver der tid, til at strikke lidt på de andre projekter, som jeg har gang i. Små lyserøde trøjer, huer mm. og så lige ærmerne til min Guernsey Cardigan - den glæder jeg mig også til at få færdig.





På fredag fylder datteren år - så vi er noget spændte på om det nye lille barnebarn kommer til verden på denne dag, og skal fejre fødselsdag sammen med sin faster - men jeg tror, det vil være bedre, om de fik hver sin fødselsdag i fred og ro.

To fødselsdage så tæt på jul - ja, det må vi så vænne os til - og det kan vi jo sagtens, det har vi jo gjort i så mange år - men det har også altid været sådan, at Mettes fødselsdag, skulle lige fejres først, og så kunne vi koncentrere os om julen - nu bliver der bare to fødselsdage inden jul - og det klarer vi også. I øvrigt - hvem siger at Ester, som hun skal hedde, kommer før jul. Terminen er den 18.12. og det kan da sagtens lade sig gøre at gå over tiden - det håber vi bare ikke. - Nå, vi må se hvad der sker.









tirsdag den 11. december 2012

Kronprinsesse-tæppet - er færdig

Så blev det endelig færdig - mit store projekt - og jeg må indrømme, jeg er ret godt tilfreds med resultatet.

Det var et større arbejde, end jeg havde regnet med - og det er nok godt  - for havde jeg vidst det, var jeg sikkert ikke gået i gang. Men nu hvor det ligger flot og færdigt - er jeg glad for, at jeg gjorde det.

Nu håber jeg, det kan  lune mit kommende barnebarn, og at hendes forældre synes om tæppet.

Det er lidt spændende, at gå igang med sådan et arbejde - uden at vide helt, hvordan det kommer til at se ud. Sådan var det for mig - men jeg har haft lyst til at strikke det tæppe - lige siden jeg første gang så Kronprinsessen med Prins Christian på armen - svøbt i det smukke tæppe. Der kunne man lige ane, hvor smukt det var. Min opskrift var en kopi af en kopi o.s.v - så det lille billede i nederste hjørne, var så utydeligt, at man slet ikke kunne se det færdige arbejde.

Men her er det altså:

Mit mesterværk


søndag den 9. december 2012

Søndags-snevejr eller storm....

Sikke et vejr - godt det er søndag - så behøver man ikke, at skulle ud - for det er vejret absolut slet ikke til i dag. Havde egentlig planlagt, at skulle ud en tur - men nej, jeg tror ikke det bliver til noget. 

Det er smukt og flot at se på her inde fra varmen - så jeg tror jeg bliver.

Det er også lidt hyggeligt, at sidde med levende lys, lidt musik og sit strikketøj. Det er i hvert tilfælde noget jeg holder meget af - og jeg strikker stadig på tæppet, til mit snart kommende barnebarn. Glæder mig til at vise det frem når det er færdigt.












fredag den 7. december 2012

Familie-bage-dag

Så har vi klaret småkagerne til jul. Vi havde i dag vores traditionelle jule-småkage-bage-dag - hos min mor.

Mine børn, svigerbørn, barnebarn og jeg mødtes nede hos min mor - og så gik det ellers løs med vaniljekransene, jødekagerne og pebernødderne. De blev alle lige så gode som de plejer, og det var rigtig hyggeligt.

Vi fik også stablet en dejlig frokost på benene, og bagefter lavede Torben og jeg en julekage til ham og Mette - de ville gerne have deres helt egen julekage, og glæder sig til at passe den, med rom, indtil jul.

Det glæder mig, at der er nogle som vil føre traditionen med julekagen videre - selvom jeg ikke har planer om at stoppe med min.

Nyder stilheden og vil nu hygge mig med mit strikketøj. Kronprinsesse-tæppet skulle gerne snart være færdigt.

Mette og Torben havde deres Kitchen Aid med.

Anton med sin helt egen kagemand

Bage-teamet

Mette og Anton nyder vaniljekransene

Så blev vi færdige.

torsdag den 6. december 2012

Eftermiddagshygge

Det har indtil nu været en travl dag. Har være på indkøb for min gamle mor i dag. Først skulle der hentes penge i banken. Så skulle der købes ind til frokost i morgen. Der skulle også købes nogle julegaver - puha - og det hele på "gåben". Der er så meget sne - at jeg ikke har lyst til, at tage min bil ud af garagen. Så jeg må klare mig til fods, og det gik da også.

I morgen, er det den store småkage-bage-dag, sammen med mine børn og svigerbørn og barnebarn, nede hos min mor. Det er efterhånden blevet en tradition. Så kan vi samles og spise lidt, og min mor kan nyde, at sidde i køkkenet, og se, hvordan vi alle arbejder sammen om vaniljekransene - som er et must.

Hvad der ellers skal bages i morgen, har jeg ikke helt styr på. For mit vedkommende tror jeg, at jeg klarer mig med julekagen fra i går, og nogle vaniljekranse. Ellers bliver det vist for meget, hvem skal spise alle de småkager - jeg har ikke godt af det, og man bliver nemt fristet.....


Lidt eftermiddagshygge med kalenderlyset.





onsdag den 5. december 2012

Julekagen

Så blev den bagt færdig - julekagen.

Nu skal den så dryppes med rom sådan ca. hver 3. dag, indtil den 23.december, hvor den bliver overtrukket med marcipan og mørk chokolade. Til sidst pyntes den, med en eller anden dekoration, som jeg finder på.

Lidt nyt skal der til hvert år - dekorationen altså - kagen er den samme, år efter år. Det kan der ikke laves om på.

Tilføj billedtekst

5. december 2012 - julekagen

Onsdag den 5. december - nu er det bare på tide at få bagt julekagen - så den kan nå, at stå og soppe i rom, og blive rigtig saftig, god og lækker, til at nyde i juledagene.

Det er en rigtig inde-hygge-dag i dag. Det sner, og selv om det er en plage for mange - så synes jeg, det er rigtig hyggeligt og smukt. Jeg skal jo heller ikke ud af dynen om morgenen, og afsted på arbejde.

Snevejr set fra mit vindue.

Jeg har julekagen i ovnen, og det begynder allerede at dufte rigtig dejligt i hele lejligheden - det er duften af jul.

Julekagen er en tradition i min familie - jeg har bagt den hver eneste år, lige siden 1984, tror jeg det var - da vi boede i Aaisaat/Grønland. Det er bare ikke jul uden julekagen.

Jeg har givet opskriften videre til børnene, og så er det op til dem, om de vil forsætte traditionen, engang når jeg ikke kan mere. Jeg tror Mette og Torben prøver i år - så det bliver spændende at sammenligne.

Forberedelser i går - abrikoser og rosiner i rom - nødder og chokolade hakket.

Opskriften i min gamle "julebog"

Der er gang i køkkenet

Så er den klar til at komme i ovnen

mandag den 3. december 2012

Så kom sneen

Så kom sneen også til Frederikshavn.

Da jeg vågnede her til morgen, var min smukke udsigt over havnen og havet forsvundet - der er sne på vinduerne.

Selv om min smukke udsigt mangler, er det nu lidt hyggeligt. Det er sådan lidt en hule-stemning - men så har jeg jo vinduet i stuen, og der kan jeg stadig se op over bakkerne - som nu er sneklædte, og det ser bare så hyggeligt ud.

Det hele passer godt til december, og jeg er jo i den heldige situation, jeg skal ikke på landevejen, for at komme på arbejde - som så mange andre jo skal.

Pas godt på derude - alle skal helst komme sikkert frem og hjem igen til aften!

Min smukke havudsigt er forsvundet - for en tid.

Så må jeg nøjes med denne - men det er også OK

Det pynter med sneen

søndag den 2. december 2012

1. søndag i advent

Så blev det 1. søndag i advent. Vi fejrede den faktisk sidste søndag - og i dag har bare været helt stille. Det var jo dagen derpå - kan man godt sige. Julefrokost med pigerne - den har sat sit spor i dag. Sov rigtig længe, og har bare gået og hygget mig med at pynte lidt.

Det er jo første gang, jeg skal holde jul her i min lejlighed - så der er ingen traditioner med, hvor julepynten skal anbringes - så det tar' lige lidt tid, med at finde plads til det vigtigste - for det hele, er der slet ikke plads til mere - men det er også OK med mig.

Var dog også ude og gå en dejlig tur i det gode - kolde - vejr.

Her hos os, har der ikke været nogen tvivl om, at vi skal have juletræ i gården/haven - det står bare så flot og funkler i mørket. Det er hyggeligt.

Jeg kan godt li' julen.

Vores juletræ her i Bakkegården

Det første lys i adventskransen er tændt

Lidt december-hygge



fredag den 30. november 2012

Kronprinsesse-tæppet

Det går fremad med tæppet - eller svøbet - eller hvad man nu skal kalde det. Jeg tror jeg vil kalde det for Esters tæppe - for det skal hun hedde - mit lille nye barnebarn, som vi venter spændt på.

Det er en lidt underlig fornemmelse, at strikke på noget, som man egentlig ikke aner, hvordan kommer til at se ud - men jeg følger opskriften slavisk, og det går helt fint.

I går aftes begyndte jeg på yderborten - som skal strikkes hele vejen rundt om tæppet - det er godt nok lidt af et arbejde - men pænt, det bliver det - helt sikkert.

Jeg havde lidt problemer med at se systemet i det. "Den yderste borts spidser strikkes vinkelret på inderborten i én fortsat blonde hele vejen rundt om sjalet" - sådan står der i opskriften - og det tog mig noget tid at få på plads - men nu kører det.

Man kan lige ane begyndelsen på yderborten.

Sådan kommer den til at se ud - yderborten.





torsdag den 29. november 2012

Igen et nyt strikketøj

Der er gang i strikkeriet her hos mig. Jeg har stadig flere forskellige ting i gang - mangler 1½ ærme på min Guernsey Cardigan - men det må lige vente lidt.

Jeg er igang med Kronprinsessens tæppe - og det er et lidt større projekt, end jeg havde regnet med. Den opskrift jeg har, er en kopi, af en kopi osv. så billedet med det færdige tæppe, er helt utydeligt - jeg kan faktiske slet ikke se, hvordan det kommer til at se ud - jeg strikker lidt i blinde. Derfor er det meget vigtigt, at jeg følger opskriften til punkt og prikke - og det forsøger jeg at gøre.

Indtil nu ser det fint ud. Er næsten færdig med det sidste af de 4 mellempartier.  Så kommer yderbroten - og jeg ved slet ikke hvordan den skal se ud - derfor er det lidt spændende og vigtigt at jeg følger opskriften nøje.

Midterpartiet med de snart færdige 4 inderborter

Det fine muslingemønster på inderborterne

onsdag den 28. november 2012

En tur langs stranden

Jeg har lige været en tur ude langs stranden. Var egentlig på udkik efter slåen - men det var for sent - fuglene havde taget dem. Sådan er det bare, når man er for sent ude.

I stedet fik jeg plukket nogle strandtorn - de er bare så svære at komme til. Man kan ikke plukke bærrene af på stedet - man er nødt til at klippe hele grenen af, for så at klippe bærrene af hjemme. Sådan gjorde jeg.

De skal være så sunde - de flotte orangefarvede bær - og sikke som de dufter.

På vejen hjem fandt jeg også nogle meget flotte hyben - så nu har jeg en rigtig fin dekoration her til december.

Det var ret koldt i dag og blæsende - jeg var på cykel - men det er nu dejligt med den friske havluft. Jeg havde desværre glemt mit kamera og min telefon - så derfor er der ingen billeder. Kun dem jeg har taget, efter jeg er kommet hjem.

De smukke hyben

Lidt af de sunde havtorn.


tirsdag den 27. november 2012

Mine første rugbrød - i lang tid.

Så blev de færdige - mine rugbrød. Jeg har været ret spændt på, hvordan de blev - men de er blevet rigtig gode.

De revnede godt nok lidt - men ikke så meget, at det gør noget - men næste gang skal de nok prikkes noget mere - så dampen kan komme ud.

Jeg har smugsmagt - og det smager godt - selv om det stadig var lunt - det skal helst være helt koldt før det rigtig smager, og er let at skære.

En foreløbig succes...... Jeg er lidt stolt af mig selv..

Mine helt egne rugbrød....



mandag den 26. november 2012

Nyt udseende


Jeg trænger til lidt forandring her på bloggen - et nyt udseende er altid hyggeligt. Det skulle have været noget med vinter og jul - men det kunne jeg ikke rigtig finde ud af - og blå er jo min yndlingsfarve - så det bliver sådan - indtil jeg finder på noget andet.




For et par dage siden, gik jeg igang med at lave en surdej - er rigtig træt af køberugbrød og melblandinger - så nu er tiden inde til at gå i gang med at lave mit helt eget rugbrød.

I dag var surdejen rigtig levende og jeg har allerede lavet min første blanding.

Surdejen udrøres i:

1.5 l lunkent vand
6 tsk. salt
600 g skårne rugkerner
450 g rugmel
450 g hvedemel

Dejen tildækkes og hæver lunt 12 - 24 timer.

Herefter tilsættes:

½ l lunkent vand
ca. 1 kg. rugmel

Nu er det så spændende om projektet lykkes - men jeg er optimist - jeg har nemlig bagt det rugbrød mange gange - det var en nødvendighed, da vi boede i Grønland. Deroppe kunne man dengang nemlig ikke købe noget ordentligt rugbrød.





Sikke et søndagsvejr.

Fy for et vejr i dag. Det var ellers nogenlunde i formiddags - jeg var lige i Brugsen for at hente et par småting, som jeg stod og manglede. Bl.a. hel kanel - familien skulle komme til Gløgg og æbleskiver.

Lige som jeg kom hjem - startede det med at regne - og det har det så gjort hele dagen - uden ophold.

Så det var helt perfekt med den varme Gløgg og æbleskiverne. Det var helt hyggeligt, at gå og forberede gløggen, eller rødvins-punch, som det egentlig hedder - det som jeg laver - uhm, det smager bare godt.

Man koger en lage af:

250 g sukker
2½ dl. vand.
1 stk. hel kanel
6 hele nelliker
Skallen af 1 appelsin
Skallen af 1 citron

Derefter tilsætter man:

2 fl. rødvin, tør.
siet saft af 1-2 appelsiner
siet saft af 1 citron
samt rom efter smag.

Denne portion er nok til 6-8 personer.

Egentlig koger man lagen, dagen i forvejen, og lader den stå og trække - men det nåede jeg ikke i går - den blev nu rigtig god alligevel.

Så serverer jeg rosiner og smuttede mandler ved siden af - så kan man selv komme dem i punchen - jeg synes nemlig den smager bedre uden.

Lagen til rødvins-punchen

Julevinen blev også lavet i dag

Man kan få meget tid til at gå med sådan en kasse

Man kan også stå på hovedet i den

Det er lidt hyggeligt med farmors nisser - selv om det måske er lidt tidligt.



søndag den 25. november 2012

Hjemme igen

Hjemme igen, efter en dejlig ferie hos vennerne i Tyskland.

Det var godt nok en lang rejse - først med bus til Aalborg - så med tog fra Aalborg til Århus - så fra Århus til Fredericia - fra Fredericia til Kolding - og endelig med City Night Line fra Kolding til Mannheim - det var noget af en rejse.

Startede kl. ca. 1400 fra Frederikshavn, og var fremme i Mannheim, næste morgen kl. 0800. Egentlig er det en god måde at rejse på - altså med nattoget - man bruger natten til at rejse i, og når man så står op næste morgen, er man fremme ved bestemmelsesstedet - og det er OK - det er bare rejsen til Kolding, som var rigtig besværlig.

Det var rigtig hyggeligt at gense Leutershausen - det er smukt dernede i Sydtyskland. Vejret var også rigtig godt - solskin hver eneste dag. Det var heldigt.

Vennernes familie, er jo blevet udvidet med 2 børnebørn, og det var første gang jeg så Paul og Lilli. - Jo, jeg skal love for, der er kommet liv i huset.

Billederne er fra en tur, Hanne og jeg gik, fra Leutershausen til Schriesheim, som er nabobyen - plus en anden tur vi var på til Weinheim - som også er en af nabobyerne.

Schriesheim

Schriesheim

Schriesheim

Schriesheim

Vinmarker mellem Leutershausen og Schriesheim

Flere vinmarker

På marked i Weinheim

Set nede fra byen - Weinheim

Han var slet ikke til at stå for.....

Lørdag den 13.4.2024

 Så blev det lørdag og jeg er hjemme i mit hus alene. Henning havde nogle ting som skulle klares og det er egentlig ganske rart med en weeke...