tirsdag den 3. november 2015

Mit loft

Der er sket et mirakel - jeg har fået ryddet op på mit loft.

Hele loftet var fyld til bristepunktet - der var ingen system i noget som helst. Alt stod bare tilfældigt på gangbroen og der var ikke til at komme hverken frem eller tilbage - og finde noget var næsten umuligt.

Nu der der ryddet op og system i det hele. Jeg har haft min helt egen handymand til at hjælpe. Vi har lavet hylder hele vejen på spærrerne - og det er bare fantastisk.

Hele gangbroen er fri og der er fuld overblik, så det er blevet let af finde det man har brug for.

Det er en drøm som er gået i opfyldelse - og jo, der sker noget her i mit lille hus.




søndag den 1. november 2015

Grå søndag

Det er virkelig gråvejr i dag, men alligevel fint vejr. Bladene er snart faldet af træerne, og de fleste ligger i min gårdhave. Jeg har ikke planer om at flytte dem endnu, venter lige på de sidste.

Frøkapslerne på min Benved er bare så flotte. Der er ikke så mange i år, som sidste år. Det er nok pga det kolde forår - men jeg nyder dem der er.

Jeg skal vist ud en tur- trænger til at røre mig og få lidt frisk luft. Forkølelsen er ovre igen, det gik nu ret hurtigt. Jeg er sikker på det skyldes min ingefær/citron booster - den skræmmer alt væk......

Den kommende uge bliver lidt hektisk. Golf, tur til Aalborg, bestyrelsesmøde, Callanetics, Blues Festival, passe børn og så lidt mere golf. Ugen efter skal jeg vist nok bare tage den lidt med ro og tænke over hvad jeg skal have med på turen til Andalusien - en hel uge med golf og sammen med søde mennesker - det skal blive SÅ godt.

Benved - smukt ser det ud - billedet er desværre ikke helt skarpt...sorry

Benved med frøkapsler

fredag den 30. oktober 2015

Host host host

Jeg har fået mig en forfærdelig forkølelse.....hvordan det er gået til, ved jeg ikke. Jeg forsøger at være så sund som muligt. Drikker min ingefær-booster hver morgen, tar vitaminpiller, D-vitamin og magnesium, har varmt tøj på - hvordan kan det gå til???

Jeg har dog ikke været sengeliggende - der har ligesom ikke rigtig været tid til det.

I går fik UPèn vinterdæk på - det er jo ved at være ved den tid. Naboen, som også har en UP fortalte, at hun havde haft en mår inde under motorhjælmen - det kunne mekanikeren se, da hun var til service med bilen, igår. Hun fortalte, at hun havde fået slanger og ledninger sprøjtet med noget som måren ikke kan li´ - det synes jeg var en rigtig god idé - så det har jeg også fået gjort - bare for at være sådan lidt på forkant. Jeg fik iøvrigt hele spraydåsen med hjem - der skal nemlig sprayes en gang om måneden - det var en vældig flink værkfører - jeg skulle nemlig ikke betale for den....

Det er gråvejr i dag, men skal dog lige en lille tur på golfbanen sammen med pigerne. Det kan forkølelsen sikkert klare - måske den helt forsvinder.

Var i Søstrene Grene forleden - købte lidt til at starte julen med - måske der bliver tid her i weekenden,  til at kikke lidt på det.

Lidt julerier

De blå krus til skrivegrejet er også fra Søstrene......de er meget søde


tirsdag den 27. oktober 2015

Tænker på nyt køkken

Jeg har længe ønsket mig et nyt køkken - ja, faktisk fra da jeg flyttede ind i mit hus for to år siden - men jeg var lidt nærig og fik kun lagt nye bordplader på og en ny vask og blandingsbatteri. Det har da også fungeret fint - men nu er tiden kommet til at det skal skiftes ud - det hele - næsten.

Jeg har et helt nyt køle/fryseskab og en helt ny opvaskemaskine og det beholder jeg selvfølgelig. Ellers bliver alt andet skiftet ud. Alle skabe bliver til skuffer og ingen komfur, men ovn og kogeplader adskilt og ovnen i en højde, som er til at holde ud. Det bliver så dejligt.

Døren fra køkkenet ind til soveværelset, som jeg har blokeret med et skab - bliver lukket permanent, så mit køkkenbord kan blive lidt længere og der bliver plads til flere skabe.

Det var virkelig en spændende oplevelse i dag. Jeg havde en aftale med Kvik Køkkenet, om at lave tegning - jeg tror jeg var hos dem i to timer - men der kom et godt resultat ud af det, og prisen var i orden. Så nu kan jeg glæde mig til at få det sat op og ikke mindst - komme af med det gamle slidte køkken.

Det bliver så julegaven til mig selv i år! - en temmelig stor gave......





Det bliver lidt i denne stil - mit nye køkken - jeg dropper træbordpladerne - det er et stort arbejde at holde dem flotte. jo, der er noget at glæde sig til.



mandag den 19. oktober 2015

Mandag - senior-golf

Mandag her hos mig er lig med golf - det er dagen hvor vi spiller senior. I dag var det så afslutningsmatch - det er altid hyggeligt. Vi spillede texas scrambel, et rigtig sjovt holdspil, hvor det handler om at få så få point som muligt.....

Vi var 91 morgenfriske seniorer, som mødte ind kl. 08.00 - det er tidligt, for sådan en luxus-pensionist som mig - men jeg var der til tiden.

Det var mega koldt og tåget - men lige så snart solen var lidt oppe, forsvandt tågen, og vi havde det mest fantastiske vejr.

Efter matchen spiste vi alle i klubhuset - forloren hare - som vor mor lavede det - og det var bare dejligt.

Bagefter var der præmieuddeling - jeg var heldig med at få 2 præmier med hjem. En førsteplads og en præmie for nærmest hul. Det blev til nogle dejlige flasker vin og det kan jo altid bruges.

91 morgenfriske golfere

Så er vi næsten klar til afgang

Tågen ligger stadig over banen

Dejlig vin kan man altid bruge....

søndag den 18. oktober 2015

Solskins-søndag

Det gode vejr fortsætter - hvor er det herligt.

I går brugte jeg dagen til at gøre forhave og gårdhave vinterklar. De store krukker blev flyttet ind i haven, hvor de kan stå mere beskyttet for vind og eventuel sne.

Vinterkrukkerne er kommet frem, de står nu og ser indbydende ud i forhaven. De to caprifolier er totalt klippet ned - jeg ved ikke helt endnu om de skal graves op - der kommer nemlig et nyt hegn til foråret. Jeg er ikke sikker på,  jeg gider have dem mere - de fylder og de bliver totalt luset om sommeren og det ser ikke særlig smukt ud - jeg overvejer.




Min gårdhave ser meget pænere ud i år - mine havemøbler er sendt til opbevaring - jeg var så træt af, at sidde i udestuen og kikke ud på den store firkantede presenning, som fyldte og så forfærdelig ud.
Grillen står der stadig, jeg bruger den hele året - det er så nemt med en gasgrill.





Det blev også lige flyttet et par planter. Figentræet har jeg givet væk,  min klatrehortensia er flyttet hen hvor figentræet stod - det ser lidt bedre ud,  nu er der plads til, at det kan brede sig over plankeværket, ind til naboen. Det var jo derfor jeg købte den plante, jeg har altid ønsket mig sådan en klatrehortensia, nu var der lige en mulighed for at få et ønske opfyldt . Smuk er den, med sine fine hvide blomsterstande.





Mit smukke benved træ står så flot med sit røde løv - det er en imponerende farve bladene har for tiden - jeg nyder det hver eneste dag - det varer ikke længe før alle bladene ligger på jorden og så er det slut for i år.

En dejlig weekend har det været og den er jo ikke helt slut endnu......



søndag den 27. september 2015

Sidste søndag i september

Det er det herligste vejr i dag, hvor er vi dog heldige. Ikke fordi jeg skal noget særligt, men jeg nyder solen i fulde drag.

Jeg har pakket mine havemøbler sammen og venter nu på at sønnen henter dem til vinteropbevaring. Der er ikke rigtig plads til det hele her og sidste vinter stod bord og stole bare under en presenning ude i gården og det ser ikke spor hyggeligt ud. Sådan en stor grå firkant som spærre for udsyn, det gider jeg ikke igen i år. Så nu må de til opbevaring og der har de også bedre af.

Mine eller rettere sagt Mette´s hortensiaer står så flot, det er en af mine yndlingsblomster her om efteråret. Mine to flotte Nerier blev flyttet ind i udestuen for et stykke tid siden, det gik ikke godt. De er fulde af skjoldlus og nu har jeg klippet dem helt ned,  så må jeg se og de kommer igen, eller jeg bliver nødt til at smide dem væk.....ærgeligt.....ærgeligt.

Snart skal oliventræerne ind i udestuen, så må jeg se om der er mere held med dem, jeg håber de klarer det, for udenfor, om vinteren, i krukker, det går vist ikke.

Det ser lidt tomt ud i min gårdhave, de sidste to stole skal på loftet.

Et kik ind til køkkenet


Clematissen op ad plankeværket blomstrer stadig.....

fredag den 11. september 2015

September 2015

Man mærker tydeligt at efteråret er på vej.

Luften er kølig, men dog lun. Her i den nordlige ende af landet skinner solen. Det gjorde den ikke fra morgenstunden, men nu er det dejligt vejr.

Huset er blevet gjort rent, i går var det udendørs. Alle vinduerne, hele vejen rundt, blev vasket og pudset. Det var hårdt tiltrængt. Der er så meget spindelvæv og edderkopper i hjørnerne og det ser kedeligt ud indefra. Nu skinner det hele og det pyntede - meget. I dag har det været indendørs, så nu kan weekenden bare komme an.

I eftermiddag er det en tur på golfbanen - det bliver bare en lille tur på 9 huller, det er også dejligt.

Udenfor er mit benved træ begyndt at få røde blade, og frøkapslerne er også begyndt at få farve - de bliver bare så smukke - det er egentlig derfor man har sådan et træ. Blomsterne om foråret er ganske små og næsten ikke til at få øje på, men smukt er det - synes jeg.

Mine høstanemoner er også fine - det er utroligt hvad man kan have i sådan et lille bed. Det skifter hele året med forårsbebuderne og senere den ene staude efter den anden. Nu er der hosta, hortensia og høstanemoner. Herligt....

Benved med begyndende røde blade

Frøkapslerne på vej til den flotte pink farve.

Høstanemonerne er bare så fine.



mandag den 31. august 2015

Det var så den sommer

Det er ikke meget jeg har været herinde over sommeren.

Det er golfen som tar min tid. Jeg tilbringer rigtig meget tid på den golfbane, sammen med gode venner. Masser af motion, frisk luft og godt selskab, det er ikke dårligt, synes jeg.

Det har ikke været den bedste sommer - vejrmæssigt - men her på det sidste, har der været en rigtig god periode med godt vejr.

Min gode veninde og næsten nabo Inga og jeg cyklede en tur til Skagen. Det er en ret god tur, ca. 45 - 46 km. Det er ligeud hele vejen, og ikke en eneste bakke undervejs, det er da til at klare, for sådan et par pensionister. Når der så bliver holdt pauser, med kaffe og rundstykker og lidt senere en badetur ved Bunken, med efterfølgende frokost med en kold øl, så er det da til at holde ud.

Der blev kikket lidt på forretninger og gjort nogle gode indkøb. Det er jo udsalgstid, så der var penge at spare.

Vi sluttede dagen af med at spise på havnen og så gik turen til banegården med cyklerne. Det var bekvemt og hurtigt, at komme tilbage til Frederikshavn. Når man har et rejsekort, kan turen klares for 17 kr. incl. cykel. Det er da fantastisk.


Der var lyng med hjem i cykelkurven

Blomstrende lyng så langt øjet rakte.

Lyngen blomstrer helt ud i spidsen, vi får en hård vinter....måske

Der var liv på havnen. Masser af mennesker og god musik.



lørdag den 30. maj 2015

Forår - snart sommer

Wau - februar var sidste gang jeg var her - man skulle tro denne blog er ejet at en meget travl og optaget kvinde - men det er den vist nok også.

Tiden suser afsted og jeg må nok indrømme at golfen tar´rigtig meget af min tid. Det er nu i grunden heller ikke så galt, for det er da både motion, frisk luft og godt selskab. Hele 3 ting, som man siger.

En tur på golfbanen kan let tage det meste af en dag - specielt hvis man starter ved 10-11 tiden og går 18 huller, så går der nemt 4-5 timer - bagefter er jeg totalt træt og orker næsten ikke andet, end at lave lidt aftensmad og så ellers falde ned i sofaen, men det er så også velfortjent.

Hvor har jeg spillet golf i meget dårligt vejr - jeg vil snart gerne have lidt sommer - varme og solskin er en mangelvare i dette forår.

Vi tog lidt forskud på foråret ved at tage en tur til Portugal. Vi var 30 fra Frederikshavn Golfklub som tog en uge med golf fra morgen til aften. Ferie var det ikke, men det var så heller ikke meningen. Jeg skal love for der blev gået til den - dernede i Portugal. Træning hver formiddag og 18 huller om eftermiddagen - med kun en fridag - det var hårdt skulle jeg lige hilse og sige. Specielt for sådan en "nygolfer" som mig, men jeg klarede det. Synes også selv at jeg fik lært en masse, selvom det indtil videre ikke har rørt ved mit handicap - men det kommer - er jeg helt sikker på.









Der har også været tid til en lille ferie med familien. Vi havde lånt et sommerhus ved Dråby Strand og havde nogle dejlige dage sammen - vejret var blandet - vi havde både lidt sol og lidt varme og også regn og kulde - men det kunne ligesom ikke slå os af pinden. Vi nød det hele i fulde drag.













onsdag den 11. februar 2015

En grå onsdag i februar

I går var det bare det dejligste vejr, solen skinnede og det var helt forårsagtigt. Jeg fik fejet i min gårdhave og på terrassen foran huset.

Det pyntede og vinduerne blev vasket hele vejen rundt. Nu kan man se ud af dem igen og det er da rart.

I dag er det bare grå i gråt, men det er jo vinter og hvad mere kan man forvente, på sådan en dag, snart midt i februar.

Jeg har været i vaskehallen med min bil i dag, synes den trængte til at få vasket saltet af, og så må man bare håbe, der ikke kommer mere salt på vejene denne vinter, men det er vist meget af forlange.

I dag bliver det nok mest indendørs hygge med strikketøj og så Callanetics sidst på eftermiddagen.




Juleroserne oprindeligt fra min mors have, de trives her hos mig.




søndag den 1. februar 2015

Tiden går....

Denne uge er bare væk. Det er da skrækkeligt, som tiden suser afsted.

Den ene dag tar den anden og vupit, så er ugen væk.

Torsdag var jeg i Aalborg. Skulle møde en gammel veninde, som bor i Mariager, og vi enedes om at mødes på halvvejen. Vi spiste en herlig bruch på Cafeministeriet og var rundt i mange butikker. Det blev da også til et par indkøb. Den taske som jeg så på sidst, var yderligere sat ned med først 70% og nu med 50% oveni - så det var ikke dyrt og jeg trængte til en ny hverdagstaske.

Da jeg havde sagt farvel til veninden gik jeg en tur ud til Mette. Fik dejlig kaffe og en timestid senere, tog jeg toget tilbage til Frederikshavn.

Det var rigtig dårligt vejr da jeg skulle fra Frederikshavn til Aalborg, så jeg besluttede at tage toget. Det var en rigtig god beslutning. Det var perfekt og billigt. Specielt billigt når man er pensionist og har et rejsekort. Det kostede 34 kr. hver vej, det er næsten hvad det koster at parkere sin bil i Aalborg. Det bliver ikke sidste gang, jeg bruger det transportmiddel.

Fredag have vi aftalt ,at jeg skulle hente børnebørnene i henholdsvis børnehave og dagpleje. Det var rigtig hyggeligt og senere kom deres mor og far og vi spiste aftensmad her alle sammen.

Der bliver kikket fjernsyn

De små is-kræmmerhus fra Lidl er et hit.

En lille pige i farmors kamikker.


I går og i dag har det bare været hygge her hjemme. Jeg har strikket og nydt stilheden, det er jeg bare så god til.

Det går heldigvis fremad med min grå strikketrøje i perlestrik. Jeg har lavet den om et par gange, så nu tror jeg den bliver god. Tredie gang er lykkens gang, som man siger. Jeg er igang med sidste ærme, så måske den bliver færdig i morgen.


søndag den 25. januar 2015

Det er ikke bare sådan lige til....

Jeg kan ikke få min nye MacBook og min iPad kan ikke snakke sammen, det skulle ellers kunne lade sig gøre, men nu har jeg siddet og prøvet i lang tid, uden held, og er totalt "pisset af",  for at sige det ligeud......jeg må ha´ hjælp.

Det er så bare lige det, med at finde en, som kan hjælpe mig. Har prøvet at google det, men det hjælper ikke, der skal et rigtig menneske til......hvis det findes.

Det er ellers et helt fantastisk dejlig vejr,  jeg må ud, nu hvor solen skinner. Måske det kan hjælpe og måske ser jeg på det hele, med andre øjne, når hjernen er blevet frisket lidt op.

Det er da utroligt, som man kan blive frustreret over sådan et par maskiner, men sådan er livet i dag.
Man skal kunne det hele og lidt mere til.

JEG GIR´ IKKE OP.


lørdag den 24. januar 2015

Pizza



Det er godt nok længe siden jeg har lavet pizza - men hold da helt op hvor var den god, resten er i fryseren til en anden gang.

Der var engang for længe længe siden - ja, det var i Grønland og på Norddjursland - hvor fredag var pizzaaften hos os......ja, det var dengang. Der er blevet lavet rigtig mange pizzaer i mine køkkener plus selvfølgelig en hel masse anden god mad.

Det er ikke det helt store der bliver lavet nu om dage.....det er ikke helt så sjovt at lave mad til en person - men mad bliver der da lavet - så godt som hver dag, og jeg nyder det stadig.

Der bliver også stadig bagt en del brød her i huset. Mine knækbrød er ret populære og jeg er igen startet på at lave rugbrød med surdej.....det smager fantastisk dejligt. Franskbrød bliver der også bagt, der er bare det med det hvide brøde, det er ikke så sundt, men det smager dejligt. Sådan en herlig ostemad på frisk hjembragt brød, det er da dejligt.

Lørdag med sne på...




Så kom den endelig, sneen, Det er flot og hyggeligt, godt at det ikke er nødvendigt at skulle have bilen ud, jeg tror nemlig ikke det kan lade sig gøre.....lige nu.

Det bliver så indendørs hygge i dag, og det er også dejligt. Måske jeg lige skulle ud og skovle lidt sne fra fordøren og over til skuret, det skulle gerne være muligt at bevæge sig derud, for at hente grønsager og andet godt.

Jeg er simpelthen så glad for det skur. Endelig har jeg fået det lavet som jeg har ønsket, lige siden jeg flytte ind her, i mit lille dejlige rækkehus.

-----

I går blev der købt ny bærbar - den gamle var ved at tage livet af mig - der er ikke noget mere irriterende end en computer som ikke virker optimalt. Jeg har ikke kunnet starte den de sidste 3 dage og den har drillet mig i lang tid. Den har været til reparation og geninstallering, det var bare penge ud af vinduet, så jeg var bare fuldstændig klar til at investere i en ny.

Det blev så en MacBook Air. Det var dyrt, men jeg tror vi bliver rigtig gode venner. Tastaturet er helt fantastisk at arbejde med, men der er godt nok meget jeg skal sætte mig ind i, men det klarer jeg sikkert også.

Jeg skal lige finde ud af det med billeder, hvordan henter jeg lige mine billeder over på denne fantastiske maskine, ja, det finder jeg nok ud af. Det bliver mit projekt for i dag.

God sne-lørdag!

PS: Så fandt jeg alligevel ud af de med billeder, det skal nok gå!


28.2.2024 Endelig tørvejr og sol

 En dejlig dag at stå op til. Solen skinner og det regner ikke - hvilken lykke. Jeg skulle have været på golfbanen i dag. Veninderne og jeg ...