onsdag den 10. juli 2013

Sommeren er en dejlig tid....

Ja, sommeren er en dejlig tid. Specielt når vejret viser sig fra den gode side. Vi har godt nok haft meget regn og blæsevejr - men det er ligesom, man glemmer det ret hurtigt, når solen skinner, og det er varmt.

Det har været en lidt turbulent tid. Min gamle mor faldt jo og brækkede hoften og lårbenet. Hun kom på Hjørring Sygehus, det var ikke nogen god oplevelse. Hun fik ny hofte, og det er ikke let for en gammel dame på 95 år, som i forvejen havde svært ved at gå. Vi må se på de positive ting, og det går fremad, om end det går langsomt.

Der er blevet brugt rigtig meget tid og mange kræfter, på at køre frem og tilbage, og det er en stor lettelse, at hun nu er på Kastaniegården, her i Frederikshavn. Nu er det let at besøge hende, og det er betrykkende at vide, hun bliver passet på.

Endelig er der blevet tid til at nyde mit hus, og ikke mindst den lille have. Jeg elsker at går og pusle om mine krukker. Det er snart tid til, at starte på byggeriet af udestuen. Byggetilladelsen er i hus, og vi har holdt det første byggemøde. Lige snart, går de igang med at grave ud til sokkel og støbe fundament - det bliver spændende.

Flittig Hans, tror jeg den hedder den smukke blomst på havebordet.

Min have med alle krukkerne og de nye havemøbler.

fredag den 21. juni 2013

Det hjælper det hele...

Nu er der ikke meget der mangler.

I dag kom Arne med sin værktøjskasse, og der er rigtig blevet laver noget. Der er kommet lister på køkkenbordet. De er limet på, og skal sidde og tørre, til i morgen.

Så skal bordene have olie, og så skal de slibes - det bliver bare så flot - er jeg sikker på. De lister er bare prikken over i´et.

Hovedgærdet over sengen, er også kommet på plads, og knagerækken i gangen passer perfekt.....jo jo, det er snart helt færdigt.

Så mangler der bare det store projekt - udestuen - men den kommer, når den kommer. Byggetilladelsen er ikke kommet endnu - så det varer lidt. Men det er også helt OK, det er jo sommer, og det er ikke helt nu, der er den store brug for udestuen.

Men jeg glæder mig......

Så er der sat lister på

Det bliver så flot.

Hovedgærdet er på plads, det var tungt.

Så er der plads til overtøjet

Det er så lige her at udestuen skal bygges.

Der er kommet flere krukker i haven.

søndag den 16. juni 2013

Fornyelse af gamle kurvestole....

 
 

Jeg har to gamle kurvestole - jeg tror de oprindeligt stammer fra Ilva - jeg har for mange år siden købt dem brugt - for 500 kr. og de har godt nok tjent mig tro i mange år.

De er ved at være slidte - men jeg er så glad for dem, og de bliver brugt hver eneste dag. Lige nu står de i mit køkken, og venter på deres nye plads - i den kommende udestue. De ser så indbydende ud, og det er der, alle slår sig ned, når de kommer ind i mit hus. Det er lige før, det er en skam, at lave om på det.

Til min fødselsdag - forleden - blev den ene udsat for en spildt kop kaffe - og det var så signalet til, at det var på tide at skifte betræk, på hynderne.

Fra starten var de pinkfarvet - men solen var hård ved dem, og jeg farvede dem en gang. Det holdt ikke længe, og betrækket blev skiftet ud med hør. Det har så holdt i mange år, men nu var det slidt op.

Så nu står de - sådan rigtig flotte og pæne med nyt betræk i rigtig møbelstof, i en flot lyseblå farve.

Jeg er meget tilfreds med resultatet....
 
 
 



fredag den 14. juni 2013

En smuk rose

Jeg har en rosenbusk i min have. Jeg har ikke helt kunnet forstå, hvorfor den stod der. Den har de mest forfærdelige torne, og jeg har for længst besluttet,, at den skal væk. Det kommer den også lige så snart, der skal graves ud til sokkel, til min udestue.

Men jeg skal da lige love for, at jeg nu forstår, hvorfor den rose er der. Den er sprunget ud, med de yndigste, dobbelte, lyserøde, ja nærmeste pinkfarvet blomster. De ser helt vidunderlige ud - men den er dødsdømt. Den er alt for farlig - tænk, hvis mine børnebørn kommer i kontakt med den - smuk er den - men den skal værk. Det byder sig selv - den står lige der hvor udestuen skal bygges.

Så jeg må nyde den indtil da, og det går sikkert også.


 
 


torsdag den 13. juni 2013

Stadig mere arbejde......



Nu må det da vist være slut med al det arbejde - tid til at nyde - det er en mangelvare her hos mig for tiden. Først var det flytning - og det er ikke lige noget man sådan "jav'er til" som vi siger heroppe i Vendsyssel - men godt ord igen - jeg er stort set på plads - der mangler lige et par småting som skal hænges op - og nogle lister på mit nye køkkenbord. Det kommer - tålmodighed - må man ha' og jeg er ved at lære det.

Så var der lige campingvognen som skulle åbnes - meget forsinket - men vejret har jo ikke lige været det allerbedste - så pyt - det går nok.

Vi tog af sted alle mand - dagen efter min fødselsdag - og fik rejst forteltet - afprøvet grillen og fik skålet på en forhåbentlig god sæson derovre.

Jeg har så siden, været der et par dage - for at gøre det indvendige lidt rent og hyggeligt. Havde regnet med, at være derovre lidt længere - men vejret var ikke til det, og så var jeg så uheldig at vrikke om på den ene fod - og så var det ikke spor sjovt, at være der. Men nu er det lige til at flytte ind i og alt er som det plejer -  rigtig hyggeligt.

Havet så rigtig indbydende ud - men det var for koldt - både vind og vand. Der var dog lige en, som havde vovet sig i vandet - og vedkommende så ud til at nyde det. Måske det var en vinterbader, som havde taget fejl af kalenderen.....

Hybenroserne er begyndt at blomstre - sikke en duft - det er simpelthen duften af sommer - synes jeg. 

 
 


Forteltet klar til hygge

En lille dreng med sit skib....





 

mandag den 10. juni 2013

Der har været travlt....


Fødselaren og Ester

Puha, jeg har virkelig haft travlt.....

Er lige flyttet ind i mit hus, og så skulle der lige holdes fødselsdag - og så var der lige en campingvogn, som skulle klargøres til sæsonen, og forteltet rejses.

Det hele er blevet nået - og nu er jeg så småt begyndt at nyde det.

Jeg havde en dejlig fødselsdag, med hele familien - børn, børnebørn, mor, og søster og svoger. Vejret var som bestilt, som det for det meste er, på min fødselsdag - herligt solskin fra morgen til aften.

Jeg mangler nogle havemøbler - men trods det, kunne vi alligevel alle sidde i haven, og drikke kaffe og spise jordbærtærte.

Søndag havde vi - børnene og mig - aftalt, at hvis vejret holdt, skulle vi til Grønhøj og få styr på den campingvogn. Det var på tide, men det har jo indtil for kort tid siden, været ret koldt, og jeg har ligesom haft nok, at få tiden til at gå med.



Storebror Anton nyder friheden på stranden.
 

Forteltet er blevet rejst, og grillen er prøvet for første gang i år, det var bare så skønt, at være der ovre, ved Vesterhavet.

Jeg havde egentlig overvejet at sælge den campingvogn, men det faldt ikke i god jord, børnene protesterede, og sagde, at det ville jeg fortryde, og det har de ret i. Jeg har bare haft for meget at se til - men nu er der ved at falde ro over det og tid til at nyde.

Vi var lige en tur nede og kikke på vandet, men det blæste ret meget, og rigtig varmt var det ikke dernede. Anton var vild med vandet, han nåede at blive våd fra yderst til inderst - men sådan skal det vist være...

Datter Mette står i læ ved UPén....
 

torsdag den 6. juni 2013

Nyt hus - nye tider

Endelig er der tid til at skrive lidt.

Det har været en travl tid med flytning - og der er virkelig meget at lave. Jeg har fået de fleste ting på plads, alt op på vægge - det meste har jeg lavet selv - men der er også andre som har hjulpet mig.

Det er altid godt, at kende nogen med en boremaskine, og specielt hvis ved kommende ved hvordan, man bruger sådan en maskine.

Der er blevet købt ny seng. Det var hårdt at ligge på gulvet, 2 topmadrasser er egentlig ligesom ingenting, og  min dårlige ryg var ikke tilfreds. Nu har datter Mette og jeg været i Ikea, og har købt seng og madras. Vi har selv samlet den og er mega stolte af os selv.

Der mangler lige, at få hovedgærdet op at hænge på væggen, men jeg venter lige på ham med boremaskinen, han har lovet at ordne det -  og jeg har lært at tålmodighed er en dyd. Det er bare ikke min stærke side - men jeg prøver......

Jeg nyder den lille have, elsker at kunne gå udenfor om morgenen, med en kop kaffe. Bare sidde og nyde det, og høre fuglene synge. Se skoven er sprunget ud. Plukke liljenkonvaller nede ved søen, Jo her er virkelig dejligt - jeg nyder det i fulde drag.


Min lille have
 

Velkommen
 

Skruer mm er linet op - klar til at gå igang med projekt seng.
 

Min  chauffør og hjælper
 

Der arbejdes hårdt
 

Det næsten færdige resultat
 

Der skrues stadig, men nu med en maskine.....stor hjælp.
 


onsdag den 22. maj 2013

Nyt hjem



Så er jeg flyttet, og den første nat i mit nye hjem, gik rigtig godt. Jeg var simpelthen så træt, at jeg var bange for ikke at kunne sove, men det gik perfekt.

Det er helt underligt at bo et sted, hvor der overhovedet ikke er nogen lyde, man hører intet. Det er meget anderledes, end hvad jeg har været vant til det sidste år i lejligheden. Der var altid døre som smækkede, døgnet rundt. Larm fra opgangen, og man kunne lugte hvad de andre beboere skulle have til middag. Nu er der ingenting - det er skønt.

Selve flytningen gik fantastisk. Polle og hans mænd kom kl. 08.15 og kl. 10.00 var det hele i huset. Hold da op hvor de sled i det. Flyttemænd er ret seje, synes jeg. Det er forhåbentlig ikke hver dag, de har kunder på 4. sal (uden elevator).

Nu er det så mig, som står med hele arbejdet, men det er fint nok, der bliver da ryddet ud i mange ting. Hold da helt op, hvor har man meget, jeg har ihvert tilfælde. Jeg har skrevet på min tavle i køkkenet, "køb ikke noget nyt" - bare lige så jeg husker det, når jeg ser et eller andet, som jeg absolut ikke kan leve uden.

Flaget var hejst da jeg ankom heroppe i går - det synes jeg godt om. Jeg kan mærke, at jeg bliver glad for at bo her, ærger mig lidt over at solen ikke skinner i dag, havde regnet med at drikke morgenkaffe udenfor - men nu bliver der så arbejdet på højtryk inden døre, og det ligner allerede et hjem.....




 

torsdag den 16. maj 2013

Rengøring, rengøring og atter rengøring.....

Sådan er det bare lige for tiden........

Det køkken, deroppe i mit nye hus, det trænger bare til den helt store tur. Jeg har undret mig over, hvorfor det er så gult, alle steder i det køkken. Hylder, låger, kanter - ja, jeg har ikke helt kunne forstå det, men nu har jeg så fået at vide, at den gamle dame, som boede der, var cigar-ryger - det forklarer det hele. Så kom ikke her og sig, at det er livsfarligt at ryge - damen er 100 år, og hun ryger stadig.

Jeg er ved at få bugt med det - men det har godt nok været noget at et job. Jeg har fundet et rengøringsprodukt med klor - på spray - det virker bare. Alt fedt og nikotin forsvinder, men det er nok ikke det allermest miljøvenlige - men det var simpelthen nødvendigt denne gang....undskyld...

Har også overvejet at skifte hele køkkenet ud, men det bliver ikke lige på nuværende tidspunkt, måske senere - hvis jeg vinder i lotto....:-))

Jeg havde egentlig planlagt, at der i hele haven skulle lægges fliser, og så bare et par små bede og krukker - men jeg tror, jeg skal have lidt jord til at rode i - tror ikke, jeg kan undvære nogle stauder og andre små lækkerier - så for øjeblikket er det havebøger, jeg kikker i. De er endnu ikke pakket ned.

Jeg tror at jeg allerede har nogle ideer.....

Have-ideer
 

Flere ideer....
 




tirsdag den 14. maj 2013

En tiltrængt pause....

Midt i flytterodet, fik min veninde Else den gode idé, at invitere på aftensmad, og en tur i Biografen.

Det var en herlig pause midt i det hele - og filmen vi så var fantastisk. Den er med i biografklubben og den ,er vi jo begge med i.

Det går godt oppe i huset. Gulvene var blevet lakeret i dag, og hold da helt op hvor er de blevet flotte. Nu bliver det spændende, at se køkkengulvet lagt i morgen. Det er noget at et sats - at vælge det fra en brochure - men jeg tror det bliver flot.


soveværelset med kik til gang og værelse, lidt svært at fotografere.....

Tirsdag den 14.maj.

Endnu en dag i pakkeriet. Skal have fat i flyttemanden, jeg kommer til at mangle kasser. Jeg troede det var nok, da jeg startede, men det er virkelig svært at bedømme.

Nå, jeg håber jeg får fat i ham, det gør jeg sikkert.

Har ellers en langsom start i dag, benet driller, og jeg går og venter på at pillerne virker. Måske tog jeg for hårdt fat i går. Det er bare så svært for mig at finde et niveau, der både passer krop og hjerne.

I aften holder jeg fri. Min veninde Else har inviteret mig på aftensmad, og bagefter skal vi i biografklub. Vi skal se "Silver Linings Playbook"- er ikke helt klar over hvad det er for en film, men jeg vil gerne overraskes.

Jeg må videre - må det blive en tirsdag af de gode for jer alle derude.

Endnu en af de smukke pæoner jeg havde i Randers....
 


mandag den 13. maj 2013

Fuld fart på....

Ja, det må man vist sige, at der er, fuld fart på.

Barnedåben blev overstået - og alt klappede. Det var en rigtig dejlig dag, vejret var perfekt og alle gæster så ud til at nyde både dåben i vores flotte kirke, og festen i Marinaen bagefter.

Hovedpersonen, Ester Julie Lingyte Hvid, opførte sig eksemplarisk, hun var dagens centrum, og hun opførte sig, som om hun var vant til det, men det er hun vel egentlig også, altså vant til at være centrum.

Lige nu, går det over stok og sten. Der bliver pakket efter alle kunstens regler. Min skønne lejlighed er forvandlet til et stort kaos, men det skal være skidt, før det kan blive godt.

Jeg glæder mig fantastisk, til at komme op i huset. Startede dagen allerede kl. 07.00 - det er meget tidligt for mig. Skulle lukke håndværkere ind i huset. Robert som skulle slibe gulvene af, var ankommet da jeg mødte op kl. 10 min i 7. Nu går jeg og er spændt på, hvordan det kommer til at se ud. I morgen bliver gulvene lakeret - og der skal lægges nyt gulv i køkkenet. Det bliver bare så fint det hele.

Den 21. maj kl. 08.00 kommer flyttefolkene og hente mit gods, og så er det op i huset med det hele,
og så bor jeg der.

Der bliver så lige noget med rengøring af lejlighed, men det kan ikke være så svært, når det hele er tomt.

Her har vi så hovedpersonen Ester Julie Lingyte Hvid
Og her er hele familien
 


fredag den 10. maj 2013

Der er lidt stille for tiden

Ja, det er ikke meget der foregår herinde på det sidste, men jeg har så travlt med alt mulig andet i.f.m. min flytning, og mit helbred har været noget møj.

Jeg kan ikke rigtig komme over den forkølelse, det er en rigtig sej en. Den forsvinder nok først, når det bliver sol og sommer, og jeg bor oppe i huset, og har tid til at pleje mig selv.

Det går heldigvis bedre med benet, jeg går fint uden krykker - men har svært ved at slippe de smertestillende piller helt, men jeg øver mig. Jeg er modstander af unødvendig medicin, og vil helst ikke tage noget, men den her omgang, jeg har været igennem, har det ikke kunnet lade sig gøre uden, og jeg overlever sikkert nok.

Går til behandlinger hos fysioterapeuten, får akupunktur med strøm på, og jeg synes det hjælper. Det skulle det godt nok også gerne, det er jo ikke gratis.

Ellers står den på pakning af min lejlighed, og jeg har lige aftalt med flyttemanden, at det bliver den 21.5. kl. 08.00, at jeg skal flytte. Det er jo lige snart, lige efter pinse, og så bor jeg i mit eget lille søde rækkehus, helt for mig selv. Uden naboer og underboer og en trappeopgang, som er så lydforstærkende, at man kan høre alt, hvad der foregår der ude, døgnet rundt.

På mandag kommer Robert og sliber gulvene af, og lægger nyt gulv i køkkenet, det bliver meget spænende, derefter kan jeg komme igang med rengøring, og så skulle jeg jo helst være oppe på dupperne.

Det er begyndt at se noget tomt ud....

Der er stadig en hel del at pakke...


Ja, det ligner slet ikke mit hjem mere..

Stolen hvor jeg sidder og spiser morgenmad bliver det sidste jeg pakker.




fredag den 3. maj 2013

Endnu en travl dag.

Endnu en travl dag er ved at være slut.

Jeg starter stadig mega langsomt om morgenen/formiddagen. I dag skulle jeg passe Ester, medens hendes mor ved nede og blive "smukkeseret" til på søndag. Det gik rigtig godt, hun sov i barnevognen, og da hun blev lidt utilfreds med det, kørte jeg en tur med hende, og så var alt i skønneste orden.

Jeg har stadig ikke for mange kræfter til at bære rundt på hende, men det går faktisk ret godt, selvom det dumme ben stadig driller. Forkølelsen holder også stadig ved, det er åbenbart en af de rigtig seje, men det må så bare ta' sin tid.

Senere var jeg hos min mor, for at gøre dåbskjolen klar til på søndag. Den er blevet vasket, stivet og strøget, efter alle kunstens regler, fuldstændig overvåget af min mor, så der ikke blev sjusket med en eneste blonde. Alle sløjferne, lyseblå for drengene og lyserøde for pigerne, er syet på igen - næsten - der mangler to. En er blevet væk og den nye for Ester, de kommer på i morgen, og så er alt klar.

Selv kronprinsessetæppet er blevet vasket og gjort klar til dåben.

Nu har jeg klaret min opgave, og det har været hyggeligt....



torsdag den 2. maj 2013

Første dag i huset....

Sikke en dag.....

Langsom start, som i den sidste lange tid. Det tar' sin tid, at blive mobil om morgenen, men på en eller anden måde er det også hyggeligt, at give sig god tid til at stå op. Spise morgenmad, hygge sig inden pillerne virker, og så under bruseren. Det hele går så let, når der ingen smerter er. Jeg drømmer om snart at kunne slippe smertestillende medicin helt, tar' slet ikke så meget som før, så det lysner forude.

Over middag kørte jeg op til huset, havde en aftale med "gulvmanden" - han skulle komme ved 16 tiden. Det gjorde han så, og vi aftalte, hvad der skulle laves og hvornår. Prisen kunne vi også blive enige om, så det kører tilsyneladende.

I mellemtiden gik jeg ude på terrassen ved fordøren, samlede visne blade op, klippede roser og lavendler. Det var rigtig hyggeligt, at lave lidt havearbejde igen. Mærkede omgående, hvor meget jeg har savnet det. Fik sat navn på postkasse og ved fordøren. Mit fad, med min samling af Rompeporfyr (brune sten med grå pletter) som jeg gennem årene har samlet, står og signalerer, at her bor jeg (snart). En rigtig fin flettet pil, sender de samme signaler - det er bare så hyggeligt.

Hvor har det været dejligt at være ude i så lang tid. Mærker solen i ansigtet, hvor er det skønt, jeg havde slet ikke lyst til at køre hjem, men jeg var sulten, og det var også tid til at vende hjem og slappe lidt af. Der skulle helst ikke komme noget tilbagefald. For mig er det svært at behersker sig, men jeg ved at jeg bliver straffet hvis jeg ikke passer på.....så det gør jeg......passer på altså......

Det begynder at ligne mit sted

Ingen ukrudt, nyklippede roser:-)

Velkommen hos mig

Der arbejdes.

onsdag den 1. maj 2013

1. maj 2013

Hvem skulle nu have troet, at 1. maj 2013, skulle blive en speciel dag - men det er den nu gået hen og blevet. Det blev den dag, jeg blev husejer. Papirerne er underskrevet, pengene betalt og nøglerne er udleveret. Sådan....

Det havde selv ikke jeg, drømt om, for bare 3 uger siden. Man får rimelig meget tid til overs, når man bliver henvist til seng og sofa - i sådan lidt længere tid.

iPaden kom rigtig til sin ret, den er nem at ligge med, fylder ingenting, og er nem at betjene med en hånd. Pludselig dukkede der et interessant hus op - og det blev det ved med, igen og igen - og nu er det mit.

Jeg tror, det er det helt rigtige, jeg har gjort, og er sikker på, jeg kan blive rigtig glad for at bo deroppe.

Var på besøg deroppe i søndags, sammen med sønnen. Vi skulle kikke på udestuer. Der var to naboer, som gerne ville vise deres udestuer frem, og sikke en succes. Søde mennesker, og lækre udestuer, og nu kan det bare gå for langsomt, med at komme igang.

Jeg glæder mig - nu skal vi bare lige have barnedåben overstået på søndag, og så går det løs. Jeg har opsagt min lejlighed, og satser på at være ude til 1.6. - det er måske modigt, men sådan må det blive.

Det kunne godt blive den model

Eller måske denne

Men det er her den skal bygges.

fredag den 26. april 2013

Det går fremad.........

Heldigvis er det blevet lidt bedre med mit ben, det gør mega ondt om morgenen når jeg vågner. Humper ud i køkkenet, og får lidt mad i maven og mine piller - tilbage i seng et kvarterstid - så virker pillerne, og jeg kan klare at gå på badeværelset.

Det er ikke let, med sådan en langsom start, når man er er en person med fuld fart på. Jeg må simpelthen vænne mig til, at gøre tingene i et mere langsomt tempo.

Ejendomsmægleren ringede i forgårs, og spurgte om jeg kunne overtage huset allerede her til 1.5. - det kunne jeg ikke se noget problem i - så det sagde jeg ja til.

Det var en lidt underlig fornemmelse, at skulle ringe til boligselskabet, og sige min lejlighed op. Jeg har jo været total glad for at bo her. Elsker min lyse lejlighed, med verdens bedste udsigt. Men hvad nytter det, når jeg har problemer med, at komme op og ned ad trapperne - så er 4. sal virkelig højt oppe. Det er blevet et problem, bare at få min affald med ned. Lige pludselig er alt blevet besværligt, og jeg er glad for at jeg tog en hurtig beslutning, om at flytte, og nu ser det ud til, at det bliver før, end jeg havde regnet med.

I går kom jeg till at købe den lyserøde Klematis, som jeg i mange år har ønsket mig, men aldrig har fået taget mig sammen til at købe. Nu var den der bare lige, i Rema 1000 - og den kom med hjem i bagagerummet, og står nu nede i min mors have,og venter på at få en god plads i min nye have.

Det bliver en spændende tid jeg går i møde....


Clematis montana Rubens / Klematis
Montana Rubens hedder den, min nye Klematis













onsdag den 24. april 2013

Sådan kan det gå når..........

Sådan kan det gå, når man får en dårlig ryg.

Lige pludselig er man blevet "slået ned" og tilbringer meget tid på sofaen. Så kommer iPaden til sin ret, den er ret nem at betjene - liggende.

Har i den sidste tid kikket meget på "Boligsiden" - set på forskellige typer boliger - og blev vildt forelsket i et lille rækkehus, en andelsbolig - lige perfekt til en som mig, som gerne vil bo ved jorden, have mulighed for at få lidt jord under neglene. Kan gå ud - uden trapper - lige når det passer mig. Have bilen holdende, lige uden for døren. Få et lille ekstra værelse, til overnattende børn/børnebørn, og en udestue, som også er et meget højt ønske.

Jo, jo, der var mange ønsker, og lige pludselig, ser det hele ud til at gå i opfyldelse. Kørte op og kikkede på huset og omgivelserne - det hele virkede dejligt, venligt og indbydende.

Jeg ringede til ejendomsmægleren, og gav et tilbud, sælgeren accepterede, og det ser nu ud til at huset bliver mit. Hold da helt op, hvor er det spændende. Der skal bare lige bygges en udestue og lægges nye bordplader på køkkenbordene. Ny belægning på køkkengulvet, og så er det ellers klar til at flytte ind i.

Wau - en drøm som går i opfyldelse.

drømmehuset

fredag den 19. april 2013

Foråret er på vej......

Endelig kan man sige at foråret er på vej.

Kastanietræerne uden for mine vinduer har kæmpe knopper - og før man får set sig om, er der blomster på. For det meste af tiden, forbander jeg de træer, de laver et forfærdeligt svineri, og de står på vores parkeringsplads, så bilerne bliver bare svinet til, i en uendelighed.

Om vinteren, når der ingen blade er på - sidder der masser af fugle - og de skider ned på bilerne. Så egentlig er de bare en plage - de kastanietræer. Den eneste årstid, hvor jeg kan li dem, er nu - lige før knopperne brister.

Jeg fik fat i et par små grene i går, så kan jeg følge udviklingen på tæt hold........





torsdag den 18. april 2013

Av, av mit ben og min lænd....

Mine trofaste følgesvende for tiden...


Puha, det er hårdt. Har fået konstateret en diskusprolaps, som giver mig forfærdelige smerter i mit venstre underben, plus at 4 tæer på venstre fod sover konstant.

Det er lidt af en prøvelse, for en som mig, der plejer at have fuld fart på. I øjeblikket foregår alt i slowmotion, på et par krykker. Benet vil ligesom ikke rigtig bære mig, så der må lidt hjælp til, hvis jeg skal komme nogen steder.

Lige pludselig er det ikke så sjovt at bo på 4. Sal - men det går, omend noget langsomt, jeg  kommer da både ned og op ad trapperne. Det er bare ikke så nemt, at have noget med, affald, indkøb, men så er der heldigvis nogle, som er søde til at hjælpe.

Jeg får nogle behandlinger hos en fysioterapeut, det er hvad man kan gøre. Håber virkelig snart, at der er bedring på vej. Anede måske en lille bedring, da jeg vågnede i morges, håber på noget positivt.



fredag den 29. marts 2013

Langfredag

Else og jeg var til den fedeste koncert i går - i Det Musiske Hus her i Frederikshavn.

Mike Andersen med band - det var bare den bedste af de 3 koncerter jeg har været til med ham. Nøj, hvor var de gode. Jeg har snakket rigtig meget om Mike Andersen, og rost ham til skyerne, nu skulle Else altså høre ham - og hun blev lige så begejstret som jeg.

Det var virkelig en god koncert - alle de bedste numre blev spillet, og stemningen var helt i top.

Mike Andersen med band

Mike Andersen

Mike Andersen



Lørdag den 13.4.2024

 Så blev det lørdag og jeg er hjemme i mit hus alene. Henning havde nogle ting som skulle klares og det er egentlig ganske rart med en weeke...