torsdag den 26. januar 2012

Måske snevejr på vej

Måske bliver det alligevel rigtig vinter. Der er lovet snevejr i nat - men lad os nu lige se om det virkelig bliver til noget. Det er jo ikke altid, de der vejrprofeter har set rigtigt - jeg vil nu se det, før jeg tror på det.

Det var så i dag de nye briller fra LensWay dukkede op. Det er anden gang, jeg har været så heldig at vinde i den konkurrence, de fra tid til anden kører på FaceBook.

Det er lidt underligt, at være så heldig to gange i træk, og mig som ellers aldrig vinder noget. Jeg bliver helt forskrækket over det - og så to gange. Hvad er der lige der sker.

Nå, men brillerne er nu go'e nok - jeg er ihverttilfælde glad for dem - begge par.




Brillerne bliver leveret med det flotteste røde brilleetui og et kit med pudseklud, værktøj til at spænde skruer og en Anti-reflective Lens Cleaner, det er da flot.


tirsdag den 24. januar 2012

Tirsdags-spadseretur


Det var en kold nat, men hvor var det et flot syn, at kikke ud I haven her til morgen.  Fru Frost havde pyntet det hele.
Løbeturen blev byttet ud med en spadseretur,  og det var heller ikke så ringe endda. Ikke en vind rørte sig og solen skinnede – det var bare så flot.

Hestene nede ved Fiskergården hyggede sig med frisk hø og halm.  De har rigtig fået  vinterpels  – det vækker minder fra vores tid i Udby, hvor Mette have hest.  Der er et eller andet med heste, et fantastisk dyr. Lugten er dejlig og den varme man mærker, når man står ved dyret, det er noget særligt.
I morgen bliver det igen en ordentlig løbetur – det savner jeg. Det er helt utroligt, som man kan blive afhængig af det. Det gir´energi og ikke mindst glæde.








mandag den 23. januar 2012

Hvad spiser man sådan en mandag aften?

Somme tider kan det være småt med inspiration til aftensmaden.

Jeg var lidt tom for ideer, men vi havde nogle frikadeller i fryseren, og de måtte holde for. Så var der bare det med tilbehør - jeg kom i tanker om Ris-pilaff - jeg elsker Ris-pilaff - og det var ret længe siden, vi sidst havde spist lige netop det.

Jeg har en opskrift, som jeg for laaaang tid siden fandt i et "Alt for Damerne", og den har jeg haft rigtig meget glæde af. Oprindelig var pilaffen beregnet som tilbehør til laksefileter - og det har jeg også brugt mange gange - det er meget lækkert - men til en gang frikadeller, er det sørme heller ikke så ringe, skulle jeg hilse og sige.

Nu er det sådan, at det var først efter vi havde spist, at jeg kom til at tænke på at skrive om denne ret  - så derfor er der ingen billede. Det må vente til en anden gang.

Iøvrigt er Ris-pilaff også en ret som mit barnebarn, Anton, på ligesnart 3 år, elsker.




Ris-pilaff

Olie
1 spsk. karry
½ lille rødløg (eller et andet løg)
2 spsk. rosiner
300 g basmati-ris
5 dl vand
1 tsk. salt.

Kom olie i en gryde og sautér karry, løg og rosiner i ca. 5 min. Tilsæt risene, rør rundt
og lad sautere i 5 min. Tilsæt vand og salt og lad det simre i 10 min. under låg.
Sluk for varmen og lad risene stå under låg, til de skal spises.

lørdag den 21. januar 2012

Lørdagsvejr - kedeligt

Så er det lørdag, og det var slet ikke let at komme ud af sengen. Men op kom jeg nu alligevel, og trak i løbetøjet - dårligt vejr er jo ingen hindring. Det blev kun til en meget kort tur, der var bare så glat, og det havde jeg slet ikke lyst til, det ville være ærgeligt at komme til skade. Så jeg vendte om og gik hjem igen.

Hjem til dejlig morgenmad og bagefter et dejligt langt bad - så det var alligevel ikke så dårlig en start på dagen.

Snuppede lige et par hundrede omgange med den nye Hula Hop Ring - det er ret sjovt. Kan godt mærke, at den blive brugt meget i går. Mavemusklerne kan mærkes i dag - og det er jo også det, som er meningen.

Det er bare lidt svært, at finde plads til at bruge den indendøre - den fylder ret meget. Det er nok bedst at hula-hoppe udendørs - men så skal vejret altså være bedre.


Lige nu sneer det ret meget - så det bliver jo nok en dag med indendørs sysler. Det er ikke lige en dag, hvor man har lyst til at springe på cyklen - så det bliver nok strikketøjet, som kommer til at fylde min dag. Det er også OK, for den kjole, som jeg er igang med, til min svigerdatter, skulle gerne være færdig i en fart.

God lørdag til jer alle derude......

onsdag den 18. januar 2012

Konkurrence

Den eneste konkurrence jeg har vundet noget i, er den som LensWay har på Facebook - og endda to gange.

Igen i går, var jeg en af de heldige vindere på deres hjemmeside. Det virker lidt underligt, sådan at vinde to gange i træk, men jeg er nu glad for de briller, jeg vandt sidste gang, og har nu bestilt et ekstra par læse briller, det kan man da altid bruge.



Sådan en lidt grå onsdag er nu ikke så kedelig endda. Jeg startede med herlig løbetur, og det gik så godt i dag, at jeg tror, at tiden er inde til at forlæge ruten. Det er jo klart, formen bliver bedre og bedre, det er vel også det, det hele drejer sig om. Jeg følger mig i rigtig god form. Har også været forskånet for forkølelser og influenza - (7-9-13 - bank under bordet) - det er måske lidt farligt at sige det højt - hvem ved.

I dag er vi inviteret til frokost hos vennerne i Mariager, det skal nok blive hyggeligt, det plejer det at være. Hvis vejret holder, skal vi nok en tur ned til fjorden. Det er et at de smukkeste steder vi har i Danmark, Mariager Fjord - når man lige ser bort fra alt det vi har i Vendsyssel. Når man kører nordpå ad motorvejen mod Frederikshavn, finder  man også et af de smukkeste steder - det er når man kører under den sidste bro - lige inden Frederikshavn  - der kan man se ud over vandet, og får det smukkeste syn af Hirsholmene - så er jeg hjemme. Det er bare så smukt.


Hirsholmene




søndag den 15. januar 2012

Søndags-eftertænksomhed

Det var en dejlig lørdag.

Det startede med en god løbetur - den sædvanlige rute, men det var koldt.

Efter morgenmaden tog vi cyklerne, og kørte ud til Hornbæk. Tog så turen langs Gudenåen ind til Randers. Gik på biblioteket, og kikkede lidt i de nye magasiner og aviser.



Kørte ud til Aage - han var som sædvanlig villig til at give en kop kaffe. Senere fulgtes vi alle 3 ad op på www.Vaerket.dk . Der var en foyer-koncert med Søren Krogh, som sang Jeppe Aakjær. Jeg kendte ikke Søren Krogh, men det gør jeg nu, og det er jeg glad for. Han kommer fra Hjørring, og det er da ikke en ulempe. Han havde en svensker - Perry Stenbäck - med, og de var bare rigtig gode. Han er værd at holde øje med, ham Søren Krogh.

På vej hjem fra Værket, var der den flottes solnedgang vi længe har set. Jeg forsøgte at tage et billede af det, men det var nu flottere i virkeligheden.


Senere var det ikke helt let at komm uden om Dronneingens 40 års jubilæum. Så showet på TV, det var sådan lidt - ja som det plejer. Ikke noget særligt skrive hjem om, med det var da festligt at se alle det flotte kjoler.

Nu er det søndag formiddag, der er lidt stille. Sidder og lytter til Café Hack, det er ret hyggeligt. 

Vejret udenfor ser flot ud - måske man skulle ta' noget tøj på og gå en tur. Det ser koldt ud, termometeret viser 0 grader - men solen skinner og det frister. Måske lige en kop kaffe inden...

God søndag til jer alle!


fredag den 13. januar 2012

Fredag 13. januar 2012

Hmmm, fredag den 13. - der var engang, hvor man var bekymret for denne dato. Det hører man ikke så meget om mere.

Indtil videre har det været en dejlig dag. Startede med Pilates kl. 08.00, det er godt nok tidligt, men hold da helt, op hvor er det dejligt. Jeg er så glad for at Kirsten fik mig med på holdet. Der er nogen som siger at man bliver helt afhængig af det - det tror jeg på. Jeg glæder mig allerede til næste fredag.

På vejen hjem var jeg lige omkring strikkebutikken, for at hente garnet, som jeg havde bestilt, til Ruta´s kjole. Så der er atter gang i strikkepindene.

Har lige været en rundtur i haven. Solen skinner og der sker noget derude. Vintergækkerne er lige ved at springe ud, hyacinterne står med store knoppe og juleroserne har jo været der længe, men de er stadig meget smukke. Auriklerne er bare så søde - ja  - der er noget at glæde sig over.

Det tegner til at blive en dejlig week-end. Vejrudsigten siger foreløbig sol - lad os håber det bliver ved.





søndag den 8. januar 2012

Cykeltur langs Gudenåen

Vi gik og kikkede lidt på vejret, inden vi besluttede os for at cykle en tur. Det var overskyet, men det så ikke ud til regn.

Vi kørte til Fladbro og ned gennem skoven til stien langs Gudenåen. Var noget spændte på om det kunne lade sig gøre. Det har jo regnet en del og der var rigtig meget vand i åen. Det gik godt indtil den sidste bro. Lige på den anden side af broen stod stien under vand - lige så langt vi kunne se. Jeg var mest stemt for at vende om, men Jørgen ville nu prøve om det kunne lade sig gøre - og væk var han.  

Jeg ventede lidt, og kom i snak med et par som var til fods. Manden kunne høre at jeg var Vendelbo, og spurgte hvor jeg kom fra. Det viste sig, at han også kom fra Frederikshavn. 
Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde fælles bekendte. Vi snakkede både om Frederikshavner Kroen, Fregatten og Jazz-klubben på Vinkælderen, hvor vi begge kom, da vi var unge. Det var meget hyggeligt - verden er lille.

Så ringede min telefon og Jørgen spurgte hvor jeg blev af - jeg måtte se om jeg kunne klare vandmasserne - det gik selvfølgelig godt - ingen våde sokker.






Der var masser af kajakroere på åen i dag - det så ud som om der var en konkurence af en eller anden slags. Det må have været koldt. Vi så nogle som stod på bare fødder og tømte kajakken for vand.



Anlægget ved Naturskolen - med den nye havn - er blevet rigtig flot. Nu kan man se, hvad det skal forestille, jeg er sikker på det bliver et populært sted. Specielt når det bliver forår og sommer.

Det var en dejlig cykeltur, og frokosten som ventede, var heller ikke så ringe endda.

fredag den 6. januar 2012

Fredags Osso Buco

I aften har vi spist Osso Buco.


Jeg elsker at lave sådan en rigtig  gang vinter-simre-mad. Det er så hyggeligt, at gå og forberede, snitte grønsager, hente timian og laurbær i henholdsvis haven og udestuen.


Drikke et glas vin medens retten står i oven, og en herlig duft breder sig i køkkenet.


Det er da hyggeligt....






Til 2 personer bruger jeg:

2 tykke skiver kalveskank
lidt mel, salt og peber
1 rødløg, 1 skalotteløg og 1 fed hvidløg
2 gulerødder
1 persillerod
2 stilke bladselleri
2 dl bouillon
1 dåse Cherry tomater (de er simpelthen bare så gode)
2 dl hvidvin
et par laurbærblad og lidt timian
Ca. 1 time i ovnen ved 200 grader.
Serveres rygende varm med pasta.

Prikken over i'et er at servere det med et drys af:
Hakket persille, 1 presset hvidløgs fed og reven citronskal.


onsdag den 4. januar 2012

Kontakt med familien

Det kan godt være svært at undvære familien.

Det er jo ikke alle som bor tæt på børn og børnebørn. Jeg gør ikke, og jeg savner meget, at kunne følge med i, hvordan mit lille barnebarn udvikler sig.

Heldigvis findes Skype - og nu er mit barnebarn så stor, at han kan fortælle mig noget, når vi snakker sammen på Skype. Hvis ellers lige han har tid til at snakke med farmor. Det hænder at han bare lige råber - "hej farmor, jeg gider ikke snakke". Men det sker også, at han virkelig har tid og lyst til at fortælle en hel masse.

For tiden handler det meget om at han starter i børnehave den 16. januar, og han er endnu ikke fyldt 3 år. Det er lidt tidligt for sådan en lille gut - men han er så stolt af det, og glæder sig meget. Der er så mange børn at lege med, og der sker en hel masse. Det bliver noget helt andet end at være i dagpleje hos Birte. Gode, søde trygge Birte og de 3 andre børn, som han har været sammen med hver dag de sidste 2 år. Heldigvis skal Rosa og Anton gå i samme børnehave, så de kommer stadig til at se hinanden hverdag.
.



Jo, jeg er glad for Skype, det er noget helt specielt at kunne se den man snakker med. Der bliver lagt mærke til om en er blevet klippet, man kan vise noget nyt som er blevet købt og meget andet. Det er en god erstatning, når nu lige familien ikke er rundt om hjørnet.

tirsdag den 3. januar 2012

Røde tulipaner

Jeg elsker tulipaner.

Den flotte buket røde tulipaner, som Birthe og Bo havde med nytårsaften, står på spisebordet og lyser op. Der er ikke noget som sådan en buket sprøde tulipaner.

I haven spirer det hele frem. Juleroserne står i fuld blomst. Forårs løgene stikker deres spiser op overalt, og inden længe er det hele igang.

Er allerede begyndt at glæde mig til at komme ud i haven og få jord under neglene.

søndag den 1. januar 2012

Nytårsdag

Det blev en langsom start på dagen.

Vi stod først sent op, klokken var over 09.00, det var ikke fordi det blev voldsomt sent i går, men klokken var hen ad 02.00 inden mit hoved ramte puden.

Der blev spist og drukket i går aftes, så det er løgn hvis jeg siger at jeg var vild frisk til morgen.

Vi gik lige så stille og fik ryddet det sidste op, tømt opvaskemaskinen, og spist et lille stykke mad. Pludselig var klokken ved at være 14.30 og det var på tide at komme ud af døren.

Vi skulle i "Ridehuset" - der var Nytårs koncert med Randers Big Band og vi havde en aftale med vores genboer Inge og Knud. De var taget derned i god tid, og de ville holde en plads til os. Der var lidt luxsus bare at møde op et kvarter før koncerten startede, og sætte sig til rette på nogle gode pladser. Det var en gratis koncert, så det er noget med at være dernede i god tid, for at få en ordentlig siddeplads.

Det var noget dejligt musik. Der var en god solist, Thomas Lilleør. Han sang Frank Sinatra melodier, og det var han god til.

Det var en dejlig dag og en god start på 2012.



Lørdag den 13.4.2024

 Så blev det lørdag og jeg er hjemme i mit hus alene. Henning havde nogle ting som skulle klares og det er egentlig ganske rart med en weeke...