tirsdag den 18. januar 2022

Tirsdag den 18. Januar 2022

 Så blev det tirsdag. Jeg kunne ikke rigtig komme ud af sengen her til morgen. Havde planlagt at skulle i Fitness tidligt fra morgenstunden, men sådan blev det altså ikke. Det blev til lidt morgenmad og lidt strik i udestuen og så kom en dårlige samvittighed listende ind på mig. Jeg kom hurtigt i træningstøjet og afsted til Loop - og hvor er det bare dejligt bagefter. 

I går gik jeg en runde golf med Jørgen, Frank og Evald - det blev til 12.000 skridt og det er ikke dårligt. Det var fint vejr og vi havde en god runde. Som man kan se på billedet skal vi, trods det dejlige vejr, have godt med tøj på.


Efter Fitness kørte jeg lige omkring Meny for at købe et par urtepotter og noget pottemuld så jeg kunne komme videre med omplantning af mine Paradistræer. De har vokset sig mega store og kan ikke længere være i potterne. Jeg synes selv resultatet er blevet rigtig godt og nu må jeg så bare håbe at de kan li´det. 

Der var også andre planter som fik ny jord og nogle byttede urtepotter - det hele ser pænt ud og lugter lidt af forår.







Sad lige og kikkede lidt på TV samtidig med at jeg spiste min aftensmad. Pludselig stod min TV boks af og der var ingen forbindelsen. Jeg prøvede at slukke og tænde et par gange, men død var den. Ringede så til min udbyder, YouSee - kom hurtigt igennem og talte med en venlig und mand. Jeg skal så ned i YouSee shoppen i morgen og hente en ny box. Så der bliver ikke mere TV i stuen i aften - heldigvis har jeg jo mit TV i soveværelset og så må jeg gå tidligt i seng. Ellers bliver det strikketøj og en lydbog i ørerne - og det er jo slet ikke så dårligt. 


lørdag den 15. januar 2022

Lørdag den 15. Januar 2022

 Hyggelig morgenmad i køkkenet medens det lysner. Det er lørdag og jeg har ingen rigtige planer. Familien er Coronaramt - dvs. min søn er ramt så jeg holder mig hjemme - vil ikke risikere at blive smittet, selv om det måske bliver svært helt at undgå det. Jeg vil dog ikke opsøge det eller på nogen måde være letsindig.



Det var en dejlig uge med to ture på golfbanen. Vejret var dejligt de to dage, der kom lige en storm torsdag og jeg regnede slet ikke med at vi kunne komme ud fredag, men det var bare det skønneste vejr. Hanne havde Sommersby Sparkling Rosé med på dåser og vi sad udenfor i solen og hyggede os efter runden. Det var virkelig dejligt og vi var jo klædt godt på.

Jeg er lige blevet færdig med den grønne trøje som jeg startede på lige efter nytår. Den er blevet ret god og den skal jeg nok få fornøjelse af og den bliver her hos mig. Mine trøjer har det med at forsvinde, men det er også dejligt når bare de bliver brugt. 

Der er så blevet tid til lidt nyt strik på pinden. Det er Anne Ventzel´s Sailor Sweater som jeg i et stykke tid har haft kik på. Der var også bestilt garn hjem, så den var lige til at gå til. Den er meget let at strikke og den bliver nok alt for hurtig færdig. 




Tidligere i dag var solen fremme, men nu er der kommet skyer og alt er som det plejer - gråt i gråt. Heldigvis er det tørvejr. Når jeg sidder i udestuen og strikker får jeg rigtig mange ideer - gode og mindre gode. Lige i øjeblikket leger jeg med tanken om at få et drivhus i min gårdhave. Det betyder så at mit elskede Benved træ må lade livet og hele bedet i hjørnet må også nedlægges. MEN det kunne også være dejligt med et lille drivhus - tomater, agurker, krydderurter, salat, chille og hvad man ellers kan finde på. 



Sådan et fint lille drivhus på ikke særlig mange kvadratmeter kunne det være rigtig rart at have. Jeg drømmer allerede om varme tomater af forskellig art og agurker plus alt det andet som man kan finde på at have i et drivhus. Jeg har tidligere haft drivhus og jeg savner at have lidt jord under neglene. Nu må vi se om det bliver til virkelighed - det kunne være sjovt.

Jeg drømmer videre.



søndag den 9. januar 2022

Søndag den 9. januar 2022

 Jeg vågner op i dag til det mest kedelige vejr man kan tænke sig. Mørkt, gråt, vådt - kedeligt og så blæser det. Det kan få enhver til at aflyse alt og vende sig om på den anden side og trække dynen op over hovedet. Det var lige hvad jeg gjorde, havde absolut ikke lyst til at stå op. Klokken blev over ni før jeg steg ud af sengen. Havde haft planer om at starte i Loop igen i dag, men lysten var totalt forsvundet. Jeg trissede rundt i nattøj og en stor varm trøje, fik lavet lidt morgenmad og satte mig ud i udestuen. Jeg strikkede lidt og lyttede til min lydbog "Datteren" af Annette Heick. Jeg blev færdig med den og den er rigtig god og kan anbefales. Humøret var lidt bedre og jeg besluttede alligevel at trække i træningstøjet og køre ned til Loop - det var en virkelig god ide, jeg fik det meget bedre. Det vidste jeg godt på forhånd, men det er bare lige det med at tage sig sammen. Nu er jeg igang og sådan skal det være.

På vejen hjem svingede lige ind om Meny for at hente en liter mælk og det blev så også til 2 lune fiskefileter hvoraf jeg spiste den ene til frokost og gemmer den anden til en let aftensmad. Det er slet ikke så dårligt og tænk hvad man kan få for 24,00 kr. - det passer godt til mit januar-budget. December var dyr, men det er den jo altid. Jeg er så glad for at jeg har fået taget mig sammen til at lave en budgetkonto. Nu er der ro på og altid penge til at betale de udgifter som jeg ved kommer. De uforudsete udgifter har jeg heldigvis ikke haft mange af og håber det må fortsætte sådan. Er meget spændt på når jeg til marts får opgørelsen på el, vand og varme. Der kommer nok en efterregning, og mig som normalt får penge tilbage. Pu-ha - jeg er meget spændt på resultatet med de priser som er steget voldsomt. 

Jeg gik nogle dejlige ture i første uge af det nye år. Det går rigtig fint med en bog i ørerne, ellers synes jeg nok det kan være lidt kedeligt. Det har heller ikke været særlig sikkert at gå. Nogen steder er der ikke ryddet for sne og is og jeg skal virkelig passe på ikke af falde. Håber ikke der kommer mere sne og frost, men det er jo januar og det er sikkert ikke forbi endnu.

I onsdags var jeg til tandlæge. Var tidligt oppe - kl. 05.30 - skulle køre senest kl. 07.00 for at være sikker på at være hos tandlægen til kl. 09.45. Det havde sneet og min bil var dækket af sne og is. Det tog noget tid at blive klar til at komme afsted og heldigvis var jeg oppe i god tid. Turen derned gik fint - da jeg passerede Sæby var det ikke mere sne og motorvejen var fin at køre på. Efter besøget hos tandlægen skulle jeg have besøgt mine venner i Mariager, men det besøg blev aflyst, da de var nærkontakter til nogen som var testet positiv for Corona. Det blev så ikke denne gang vi fik tid til at snakke.

I morgen har vi (mandags-holdet) planlagt en runde golf, men hvis det er det samme vejr som i dag, skal jeg ingen steder. Lad os se hvad morgendagen bringer. Jeg håber på lidt sol og ingen vind eller andet vådt som kommer ned oppefra.


Så smukt et vejr det var i torsdags, solskin ind i min stue

Mine kaktusser nyder at solen skinner på dem, de er ret flotte


lørdag den 1. januar 2022

Den 1. Januar 2022 - godt nytår!

 Så har vi taget hul på et helt nyt år. Jeg håber så meget at det bliver et år hvor vi igen kan slippe ud af Coronaens greb. Vi er alle sammen ved at have fået nok. Der er dog stadig en voldsom smittespredning og der er hele tiden mange som bliver smittet. Det er ikke sikkert at vi undgår den Omikron, men forhåbentlig bliver vi ikke så syge, os som er vaccineret og har fået det 3. stik. Vi må håbe.

Nytårsaften var rigtig hyggelig. Jeg havde besøg af min søde veninde Else og min gamle ven Finn. Vi mødtes lidt før kl.18.00 - og startede som sædvanlig med et glas vin og lidt snack til Dronningens nytårstale. Det var en dejlig tale i år, måske hendes bedste til dato. Vores dronning kan fejre sit 50 års jubilæum i år og jeg håber for hende, at festlighederne bliver til noget, trods Omikron mm.

Vi havde en rigtig dejlig aften og jeg havde lavet noget dejligt mad - synes jeg selv. Min fiskesuppe som jeg har lavet igennem mange år, og som altid er et hit, blev god. Mine gæster kunne rigtig godt lide den. Derefter fik vi nogle store Rib Eyes med bearnaise sovs, bagte kartofler og en lækker salat. Else havde medbragt noget rødvin som var så helt fantastisk - det passede perfekt til kødet. Til dessert havde jeg lavet citronfromage - en lidt gammeldags ret, men den er nu altid et hit. Den er også ret frisk ovenpå fiskesuppe og en stor bøf. Det hele blev spist op og det glæder jeg mig over. Det er så træls at have for mange rester at slås med. 


Min lækre fiskesuppe


Min veninde overnattede her hos mig, men Finn gik hjem - han bor ikke så langt herfra. Klokken var 02.30 inden vi kom i seng. Jeg er forbavsende frisk i dag. Var oppe allerede kl. 08.30. Der skulle laves lidt kaffe og lunes et par rundstykker. Det kan være at trætheden indhenter mig tidligt i aften og så er det bare om at komme tidligt i seng. 

Det har været trist og gråt vejr i dag og jeg nåede ikke at komme ud og gå en tur - det må så blive i morgen. Mandag er det atter hverdag og jeg skal være sammen med børnebørnene - de starter først i skole den 4.1. - jeg håber på at det ikke bliver lavet om nu hvor der er så stor smittespredning, ungerne trænger til at komme i skole og være sammen med kammaraterne. Glæder mig til hverdagen og savner at komme på golfbanen sammen med vennerne. 







Mandag den 6. maj 2024

 Så er der igen gået et stykke tid siden sidst.  Der har været så meget og vi har fuld fart på. Ude hos Henning har vi malet og lavet om på ...