Så er det allerede november - Det bliver tidligt mørkt og jeg har allerede - som den første her i andelsboligforeningen - sat lys på udendørs. Skal jeg først vente til december, er perioden så kort og jeg synes det er vildt hyggeligt med lys på træerne udendørs.
I mit køkken står en af de gamle novemberkaktus som jeg har arvet efter min mor. Oprindeligt var der to, men den ene rådnede væk for et par år siden og den anden har været truet op til flere gange, den overlever og i går opdagede jeg pludselig, at den er fyldt med knopper. Den husker nu alligevel at det er november. Det er en meget kedelig plante at have stående resten af året, men lige så flot er den når den blomstrer og så er den fra min mor og det betyder en del for mig. Den står også i den potteskjuler som var hendes. Der er to ens og dem har jeg selv for rigtig mange år siden foræret min mor. Jeg kan rigtig godt li´ sådan noget gammel arvegods. Det samme med de to ægte tæpper som ligger på gulvet i min stue. Egentlig er det vist ikke rigtig min stil, men jeg holder for meget at tæpperne til at de ikke skal ligge lige nøjagtig der. Mine børnebørn har begge lært at gå på de tæpper hos min mor, så der er også lidt historie i dem. Så derfor ligger de her hos mig og det er jeg godt tilfreds med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar